Aktivitets- og samværstilbud
Aktivitets- og samværstilbuddet er en kreativ gruppe, som er baseret på borgernes individuelle behov. I nogle grupper er der brug for ro og afskærmning, mens andre har brug for fællesskabet omkring de kreative opgaver og støtte i forbindelse med aktivitets- og samværstilbuddet.
I den kreative gruppe laves der mange forskelligartede ting, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers interesser. Der laves forskellige aktiviteter, hvor man bruger sine hænder. Det kan blandt andet være at strikke, lave sytøj, rulle duge, træarbejde, slibning af glas, tuscher, farveblyanter og maling.
Derudover laves der beskæftigelsesrettede opgaver, som kan være montageopgaver og at lave varer til butikken. Vi nyder også at spille spil og se fælles film om fredagen.
Vi laver frokost til hele huset 1 gang hver 3. uge, hvor alle, der har lyst, deltager.
Der er en meget tydelig og fast struktur i gruppen, som giver borgerne tryghed og forudsigelighed i arbejdsopgaverne og i arbejdsdagen.
I gruppen er der mulighed for at gå til og fra opgaverne, hvis der er brug for en pause.
Aktivitets- og samværstilbud – beskæftigelsesrettede aktiviteter
Denne gruppe hedder grøn gruppe. Her tilbydes der beskæftigelse rettede aktiviteter og aktivitets- og samværstilbud. Grøn gruppe er en gruppe med fokus på at bruge uderummet – særligt i sommerhalvåret.
De beskæftigelsesrettede aktiviteter består af montage opgaver for virksomheder som Lindab i Jels og Tinglev Elementfabrik. Der arbejdes også i træværkstedet, hvor der blandt andet laves fuglehuse, bliver syet på symaskine og rullet duge for kunder.
Udearealerne omkring Aktivitetshuset og pedalopgaver i Aktivitetshuset udføres også i samarbejde med Blå gruppe. Blå gruppe har det overordnede ansvar for disse to områder. Der slås blandt andet græsplæne, plantes planteløg, luges ukrudt og fejet udenfor.
Aktivitets- og samværstilbuddet består af tegning, brænde i træ, skille paller fra hinanden, tage på ture ud af huset, små udflugter, gåture, bagning, madlavning hver 3. onsdag, spisning hver fredag med rundstykker, spil, cykle med Aktivitetshusets sofacykel og ture med naturvejleder – blandt andet fugleture.
Der er mulighed for at deltage i sportsaktiviteter i fodbold, rundbold, hockey og håndbold i turneringer med borgere på værksteder i Tønder.
Beskyttet beskæftigelse § 103
Denne gruppe hedder Blå gruppe. Gruppen er et beskyttet beskæftigelsestilbud, og her tilbydes forskellige arbejdsopgaver under beskyttede rammer.
Gruppen er en mindre gruppe, hvor der er plads og rum til fordybelse og nærvær og til at kunne udvikle sig. Personalet er uddannet i positiv psykologi og lægger stor vægt på medarbejderens styrker og den positive tilgang, for at kunne øge borgernes mestring – som er kerneopgaven. Det vigtigste er, at borgeren føler sig set, hørt og forstået.
Gruppen løser mange forskelligartede arbejdsopgaver, som lægger sig tæt op af arbejdsopgaver, der også er på en almindelig arbejdsplads. Der arbejdes med individuelle mål, og der er mulighed for praktik, OCN – kompetencebeviser og skånejob.
En gang i ugen er gruppen i 2nd Hand, hvor der hjælpes til i genbrugsbutikken. Det er opgaver som at betjene kunder, prismærke varer, sætte ting på plads i butikken – både møbler, tøj og nips ting, pynte op ved højtider, rengøring m.m.
Gruppen står også for flere områder på marskstien, som skal passes og vedligeholdes. Arbejdet består i at slå græs, samle affald, tørre skilte af og i det hele taget sørge for, at det ser ordenligt ud og er tilgængeligt for de mange turister, som benytter stierne hvert år.
Gruppen løser arbejdsopgaver for forskellige virksomheder, så som Lindab, Tinglev elementfabrik og Butik Balou.
Enkelte borgere laver kreative ting til Aktivitetshusets butik og hjælper til med pedelopgaver i huset, samt vedligeholdelse af husets busser og udenoms arealer.