Metoder og tilgange skal tilpasses den enkelte borger. Vores mål er at sikre borgerne den støtte de har behov for, for at kunne mestre eget liv bedst muligt. Hver borger er unik med egne ressourcer, behov, og ønsker om eget liv.
Vi arbejder udefra følgende tilgange og metoder:
En anerkendende, ressourcefokuseret tilgang:
Anerkendelse giver selvværd og identitet, og anerkendende pædagogik er en tilgang der overordnet handler om at møde borgeren, hvor han eller hun er, og respektere borgerens selvbestemmelsesret. Den ankerkendende pædagogik fokuserer på at skabe forandring ved hjælp af en positiv tilgang. Metoden indeholder høj grad af accept og rummelighed – både af den pågældende person og personens mål. Personalet tager udgangspunkt i dialog, i det positive og det, der virker for den enkelte borger. Det er borgerens udgangspunkt, der er i fokus.
Rehabiliterende/habiliterende tilgang:
Der er fokus på at afdække og synliggøre borgerens mestrings-evner og en tilgang, hvor der er fokus på borgernes ressourcer og en udnyttelse af disse i hverdagen. De borgere, som har en omfattende nedsat funktionsevne, og som derfor er ude af stand til at tage vare på sig selv, modtager en kompenserende og omsorgsfuld indsats.
Neuropædagogisk tilgang:
Den neuropædagogiske tilgang har til formål at udvikle kompensationsstrategier for motoriske, kognitive og sociale færdigheder, men derudover har den også til formål at fungere som en læreproces, der stiller borgeren i centrum for egen udvikling.
En neuropædagogisk tilgang til den enkelte borger medvirker til at forebygge problemadfærd og konflikter, herunder ubehagelige situationer for den enkelte.
Formålet er at personen gør brug af sine stærke sider indenfor opmærksomhed, hukommelse, orienteringsevne, kommunikation og sociale funktion.
Derudover arbejdes der i enkelte tilfælde med:
Kognitiv tilgang:
En faglig tilgang, der har fokus på sammenhængen og den gensidige påvirkning mellem tanker, følelser, krop og handlinger. Formålet er at ændre tanke eller handling og derved opnå mere positive følelser. Kognitiv terapi kan også give en mulighed for en ny forståelse af nederlag og vanskeligheder, man har oplevet tidligere i sit liv.
Pædagogiske metoder:
Jeg støttende samtale:
Metoden i den ”Jeg-støttende-samtale” er kendetegnet ved, at den understøtter borgeren i at finde sine egne ressourcer. At få borgerne til at mærke sig selv og erkende sig selv og sine følelser. Jeg-støtte består blandt andet i at rumme de følelser, som borgeren oplever som angstfyldte og truende. Hvis den følelsesmæssige smerte ikke bliver forstået og rummet i det pædagogiske miljø, skaber det grobund for en negativ selvudvikling. Det øger risikoen for problemskabende eller udad reagerende adfærd til skade for alle involverede.
6 boks modellen:
Modellen er et analyseredskab, som hjælper med at konkretisere borgerens præcise vanskeligheder.
Da mange af vores borgere har hjernemæssige handicaps hjælper metoden med at kortlægge hvilke pædagogiske hensyn, der skal tages i forhold til borgeren. Ud fra præcisering af borgerens problemstilling og behov lægges en strategi for, hvordan borgeren støttes i opfyldelse af sine behov.
Marte meo:
Marte meo metoden sætter fokus på det der virker, og lægger vægt på at bruge dette i samspillet. Metoden lægger sig op ad den anerkendende tilgang.
Når man bruger Marte Meo principperne i kontakten og samspillet med borgerne, vil man ofte kunne lykkes i samspillet med en person, uden at der er behov for at optage video.
Borgernes selvværd, selvtillid og oplevelsen af at blive forstået og anerkendt styrkes.
Derved øges evnen til at forstå andre og samarbejde, samt oplevelsen af at være betydningsfuld og have indflydelse på egen situation, så hverdagen giver mening for den enkelte.
Derudover arbejdes der i nogle tilfælde med:
Motiverende samtale:
Den Motiverende Samtale arbejder bevidst med et fokus på løsninger og tager udgangspunkt i personens positive forestillinger om en løsning. Samtalen rettes mod personens ressourcer og succeser og holder fokus på, hvad personen tidligere er lykkedes med. Dermed får personen synliggjort sine styrker og kompetencer og styrkes i troen på sine egne evner til selv at finde frem til sine løsninger.
Social færdighedstræning:
Social færdighedstræning er en pædagogisk metode til udvikling og fastholdelse af personlige og sociale færdigheder. Det overordnede mål med metoden er at bedre borgerens forståelse af mellemmenneskelige signaler samt træne borgerens sociale handlekompetence. I social færdighedstræning støttes borgeren i at mestre symptomer, forbedre kommunikative færdigheder og at opdage tidlige tegn på en psykose.
Værdsættende samtale:
Mange af borgerne har nedsat hukommelse og kognitiv funktion og har derfor gavn af, at medarbejderne anvender den værdsættende samtale. Ud fra viden om borgeren og borgerens livshistorie indgår medarbejderne i anerkendende samtaler med borgerne. Borgeren opnår herved større selvværd og øget motivation samt får styrket sociale ressourcer og kompetencer.